Ungdoms og Idrætsforeningen Olympia
Ungdoms og Idrætsforeningen Olympia » Sponsorer » Hovedsponsor
Stor julegave til Olympia
Skolelukningen i Øster Hurup efterlod også den lokale idrætsforening, Olympia,  med lommesmerter. Skolen tog efter sommerferien alle redskaber, som Øster Hurup-foreningen benyttede sig af, med til Skelund.
En lokal virksomhed er nu trådt hjælpende til med en donation, noget ud over det sædvanlige, til indkøb af nyt.
Det er Charlotte Jørgensen og Ib Bøgh Andersen, der driver tankstationen Go´on og Nulles Spillehal på Kystvejen i feriebyen, der har doneret idrætsklubben 40.000 kroner.
-Vi må nok sige, at pengene falder på et tørt sted, siger formand for Olympia, Karina Sylvester.
-Vi har ikke spekuleret så meget på, hvem tingene tilhørte, før de blev fjernet fra redskabsrummet. Vi har bare brugt dem og oplevede smerten, da redskabsrummet var tomt efter skolen havde pakket sammen, siger formanden.
Det er de gældende skatteregler, der fik Charlotte Jørgensen og Ib Bøgh Andersen til at tænke på idrætsforeningen, der gør et stort frivilligt arbejde med børn og unge.
-Det er sådant, at beløb, der skænkes til netop foreninger, der arbejder med børn og unge, kan fratrækkes, og så vil vi hellere bruge pengene her lokalt, siger Charlotte Jørgensen, der samtidig med overrækkelsen af det store pengebeløb, lovede, at der i begyndelsen af det ny år vil dukke yderligere ca 5.000 kr. op på idrætsforeningens konto.

På billedet står Viktor Damm (tv) og Mikkel Jacobsen med beviset på den store julegave til Olympia. I baggrunden står Charlotte Jørgensen, Ib Bøgh Andersen og formand for Olympia, Karina Sylvester.


Ungdoms og Idrætsforeningen Olympia | Langerimsvej 7-9, Øster Hurup | 9560 Hadsund | olympia@olympia1938.dk